Fremtidens rejsende
Lad os møde en af fremtidens rejsende. Han hedder Martin og er 28 år. Han skal fra København til Ystad for at besøge et badehotel. Hans foretrukne app klarer det hele for ham. Planlægning og betaling kræver under et minut at gennemføre og tager højde for Martins personlige præferencer.
Det betyder ikke noget, at Martin skal krydse Øresund og ikke har egen bil. Data er harmoniseret på tværs af landegrænser.
Martin planlægger at køre til Ystad i en delebil, der allerede holder klar i nærheden. Han når dog kun lige ud af København, da appen gør ham opmærksom på store forsinkelser pga. et trafikuheld forude. Via notifikationer dirigerer appen elegant Martin til Kastrup, hvor han hurtigt kommer videre med toget.
Pay-as-you-go-betaling håndterer automatisk betalingen på tværs af transportformerne. Martin skal blot huske at swipe, når han starter sin rejse.
I alle rejsevalg får Martin selvfølgelig automatisk beregnet sit samlede klimaaftryk.
Martins rejse fortsætter uhindret på trods af uforudsete hændelser undervejs. Se hele fremtidens brugerrejse her.
Alle kan og skal være med
Martins rejse understøttes af en høj grad af digitalisering på tværs af alle transportformer. Data indsamles, behandles, deles og videreformidles hurtigt og gnidningsløst via digitale mobilitetstjenester. Trængsel, forsinkelser og aflysninger bliver mitigeret on-the-fly med automatisk omlægning af ruter og fleksibel udnyttelse af hele transportnetværkets kapacitet.
Fremtidens digitale mobilitetstjenester kombinerer anvendelsen af bus, tog, delebiler, egen bil, letbaner, cykler, løbehjul, taxi og Uber-lignende tjenester m.fl. og har hele tiden den rejsende i centrum.
Alle kan være med, både små og store aktører – private så vel som offentlige. Det digitale økosystem er åbent og i skyen.
Fælles it-standarder og nationale dataplatforme sikrer behovet for løbende udbygninger af den digitale infrastruktur, efterhånden som flere aktører bliver en del af økosystemet. Det samme gælder udnyttelsen af et voksende antal datakilder.
Et fleksibelt transportnetværk skaber fordele for hele samfundet
Da Martin kommer til Sverige, opstår der problemer med togdriften. Men den effektive udnyttelse af realtidsdata til personaliseret trafikinformation gør, at Martins app hurtigt tilbyder ham en alternativ rute og transportform. Martin står af toget og tager bussen i Svedala i Sverige. Appen har allerede sikret, at der er plads, og har reserveret en siddeplads ud fra Martins personlige præferencer.
Bussen stopper ekstraordinært for at tage Martin med. Det er nemlig ikke kun de rejsendes ruter, som hele tiden tilpasses den aktuelle situation. Selve transportnetværket er også fleksibelt og bliver løbende tilpasset, efterhånden som behovet opstår.
Fremtidens digitale mobilitetstjenester sikrer ikke kun de rejsendes ønsker om at komme nemt, sikkert og klimavenligt fra A til B. Digitaliseringen på tværs af transportsektoren understøtter også bredere samfundsbehov, herunder optimal udnyttelse af begrænset kapacitet i myldretid samt en minimering af klimabelastningen.
En mere udbredt brug af it, digitalisering og data forventes derudover også at kunne bidrage til bedre fremkommelighed på transportnetværket samt muliggøre en bedre national trafikledelse. Dette kan ske i samspil med kunstig intelligens for bedre generering af realtidsprognoser over trafikkens udvikling, fx ved store arrangementer.
Digitalisering af sektoren ses i stigende grad som et supplement til de dyre og mindre klimavenlige infrastrukturinvesteringer. Den udvikling ses internationalt i lande med pres på kapaciteten samt i lande, hvor infrastrukturen ikke længere kan udbygges, fx i Holland og Østrig.
Konklusion
Martin har, på trods af flere uforudsete skift i transportform, haft en god rejseoplevelse. Han nåede frem i tide og bekymrede sig hverken om planlægning eller betaling undervejs. Takket være en effektiv udveksling af realtidsdata gennem åbne API’er på tværs af de mange aktører er Martin efterhånden vant til, at alle former for rejser bare fungerer. Appen klarer det hele.
Nu skal Martin nyde sit spa-ophold i Ystad.
Transportsektoren i Danmark er ikke langt fra denne vision. Det afhænger først og fremmest af prioritering og investeringsvillighed i den digitale udvikling og udviklingen af fremtidens digitale mobilitetstjenester fra alle de involverede aktører.