Nyhed

,

Offentlig sektor

,

Strategi

Ny undersøgelse: Transportsektoren ser stort digitalt potentiale – men strategien halter flere steder 

Nye teknologier og modernisering af it-systemlandskabet står højt på dagsordenen i den danske transport- og mobilitetssektor. Men 47 procent af de adspurgte organisationer har endnu ikke en vedtaget samlet digitaliserings- eller it-strategi. Det viser en ny undersøgelse fra Optimum IT og Epinion.

Pressemeddelelse – 16. september 2026

Tog, busser, veje, trafikinformation og trafikstyring er i stigende grad afhængige af data og digitale løsninger. Derfor bliver det stadig vigtigere, at organisationerne i transport- og mobilitetssektoren har en klar digital retning og et solidt fundament for udviklingen. 

Det er netop den problemstilling, den nye undersøgelse Digitalisering i transport- og mobilitetssektoren – Hvordan står Danmark rustet til den digitale fremtid?” sætter fokus på. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra ledere, it-chefer og andre beslutningstagere i 19 centrale organisationer på tværs af sektoren.  

Billedet er sammensat. 

Organisationerne ser et stort potentiale i både nye teknologier og modernisering af eksisterende it. Samtidig har 47 procent endnu ikke en vedtaget samlet digitaliserings- eller it-strategi. Det kan gøre det vanskeligere at skabe sammenhæng mellem teknologiske investeringer, dataanvendelse og forretningens overordnede mål.  

Store ambitioner – men forskelligt udgangspunkt 

AI og prædiktiv analyse vurderes som den teknologi med størst potentiale de kommende to til fem år. Samtidig fremhæves modernisering af it-systemlandskabet som et af de vigtigste udviklingsområder. 

Men organisationerne står meget forskellige steder. 

Nogle har allerede omsat deres digitale strategi til konkrete roadmaps og handleplaner. Andre er fortsat i en indledende fase eller har endnu ikke en samlet strategi på plads.  

Ifølge Andreas M. Lund-Le, Senior Director og Head of Transport & Mobility i Epinion, er det et vigtigt spænd: 

– Der er tydelig vilje til at investere i nye teknologier og modernisering, men organisationerne har forskellige forudsætninger for at lykkes med det. En klar digital retning og kobling til forretningen bliver derfor afgørende, hvis potentialet skal omsættes til reel værdi. 

Teknisk gæld og data fylder i den konkrete udvikling 

Når organisationerne ser på deres eksisterende it-landskab, er fjernelse af teknisk gæld det område, der fylder mest. Herefter følger klargøring til mere datadrevet beslutningsstøtte og modernisering af fagspecifikke systemer og services.  

Samtidig peger undersøgelsen på, at økonomi, teknisk gæld og mangel på digitale kompetencer er blandt de største barrierer for at accelerere den digitale udvikling. 

Morten Reimer, partner i Optimum IT, peger på, at netop samspillet mellem ambition og fundament er centralt: 

– Mange organisationer vil gerne hurtigere frem med AI, data og modernisering. Men hvis retningen er uklar, eller det eksisterende IT-landskab er præget af teknisk gæld, bliver det sværere at prioritere rigtigt. Derfor handler digital udvikling også om at få styr på fundamentet og skabe et fælles målbillede. 

Data og samarbejde kræver fælles rammer 

Undersøgelsen viser også et stort ønske om bedre datadeling på tværs af sektoren. 

85 procent ser behov for fælles datastandarder og mere datadeling, mens kun 44 procent vurderer, at de nødvendige strukturer og platforme til digitalt samarbejde allerede er på plads. Samtidig ser 69 procent muligheder i digitalt samarbejde på tværs af transportsektorens aktører.  

Det understreger, at en del af sektorens digitale potentiale ikke alene ligger i de enkelte organisationers udvikling, men også i de fælles rammer omkring data og samarbejde. 

Resultaterne blev præsenteret den 3. september for deltagere fra undersøgelsen, herunder repræsentanter fra trafikselskaber, transportmyndigheder og andre centrale aktører i og omkring den kollektive trafik. 

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er gennemført af Optimum IT og Epinion i 2026 og bygger på besvarelser fra 19 organisationer på tværs af transport- og mobilitetssektoren. Mere end 60 procent af de deltagende organisationer har bidraget med perspektiver fra øverste ledelseslag. Data er vægtet, så hver organisation bidrager lige meget til analysens resultater.  

Er du interesseret i at modtage undersøgelsen, så ret henvendelse til Morten Reimer, Partner hos Optimum IT på mre@optimumit.dk 

Kontakt 

Morten Reimer 
Partner, Optimum IT 
+45 29 46 00 18 
mre@optimumit.dk 

Andreas M. Lund-Le 
Senior Director, Head of Transport & Mobility, Epinion 
+45 41 88 73 15 
aml@epinionglobal.com 

Er du interesseret i digitalisering?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret med den seneste viden