Det umiddelbare svar efter en keynote, et metodeindlæg, et forskningsindlæg samt paneldiskussioner med konkrete diskussioner er ”Ja. Disruption kan anno 2016 til en vis grad sættes på formel”.
Samtidig står jeg tilbage med en bekræftelse af, at forskellen mellem succes og fiasko primært afgøres af hovedingredienserne motivation, agilitet, timing, held samt ikke mindst risikovilje.
Den lille, nystartede, frække og risikovillige virksomhed med den gode og skalerbare idé har en klar fordel i forhold til de store, etablerede virksomheder – måske i modstrid med intuitionen og opfattelsen af de store virksomheders dominans.
På trods af, at de store etablerede virksomheder har mange ressourcer at kaste efter innovation, er appetitten på risiko og reel fornyelse lav – ikke mindst i forhold til at gå forrest med at kannibalisere egen eksisterende forretning.
Som det fremgik af debatten på konferencen, skal den gode, nyskabende idé ind imellem have tid til at blive udviklet og finde den rigtige forretningsmodel. Dette kan tage en årrække. Som kontrast anvender de store virksomheder ofte en 70-20-10 prioriteringsmodel for innovationsindsatsen, hvor såvel 70% af indsatsen som 20% af indsatsen er målrettet et impact indenfor 2 år og kun 10% af indsatsen er målrettet et impact inden for måske 2-3 år.
Tålmodigheden er derfor reelt ikke stor.
Samtidig er det ofte svært at skabe en kultur, hvor det er attraktivt for de stærke udviklingsressourcer at deltage i innovationsprojekter med en succesrate på ca. 10%. Den ambitiøse og kompetente udviklingsressource anser måske ikke fejlslagne innovationsprojekter som karrierefremmende. Yderligere er iværksættergenet typisk ikke en del af firmakulturen.
Truslen er reel for de etablerede, store virksomheder. Den gennemsnitlige levealder for virksomhederne på S&P 500 index falder ifølge INNOSIGHT til mindre end 20 år i år 2020. Dette udgør et fald i gennemsnitlig leveralder til ca. en tredjedel over en periode på 60 år.
Det fremgik da også af de løbende afstemninger blandt deltagerne, at der er en tydelig bevidsthed om, at truslen er reel.
I den kontekst tjener det konferencen samt ikke mindst talerne på erhvervssporet til ære, at fokus for budskaberne og debatterne i høj grad var eksempler. Og her skal nævnes, at jeg personligt sætter stor pris på, at de gamle travere som Airbnb, Uber, Netflix mv. fik en tilbagetrukket rolle. I stedet var hovedfokus på at drøfte aktuelle teknologiorienterede innovationsinitiativer og forretningsmodellerne bag i regi af virksomheder som Deliveroo, L’Oreal, Wuxus, Blackwood Seven, Lunar Way mv.
Tak til arrangørerne for at undlade de fortærskede eksempler og begrænse skåltalerne – og i stedet give konferencen og debatterne substans med en jordbunden og erfaringsbaseret tilgang.
Konklusionen på konferencen var ikke nødvendigvis en klar formel for disruption, men tilbage står dog et klart budskab om “No guts – no glory”.