I mit tidligere blogindlæg opstillede jeg 5 principper for, hvorledes arkitekturprincipper bør udformes, så de er praktisk anvendelige, og redskab til at flytte virksomheden i en ny strategisk retning. I dette blogindlæg vil jeg kigge nærmere på det første af disse principper.
For at et princip har værdi, er det nødt til at sige enten noget om, hvorvidt en handling er rigtig, eller hvorvidt en handling er forkert. De skal med andre ord kunne bruges til at evaluere, hvordan vi agerer i konkrete situationer. Du kender sikkert princippet:
Sæt brugeren i centrum
(eller lignende – jeg er sikker på, I har ét, der matcher).
Selvom der anvendes et verbum, så vil jeg påstå at dette er et af de mindst handlingsorienterede principper, som findes. Det fortaber sig nemlig i en uendelig abstraktion; hvem er denne bruger? Hvordan sættes hun i centrum? Hvad er formålet? Hvor er centrum?
Vi bliver således ikke klogere på, hvad vi skal gøre eller undlade at gøre for at leve op til det.
Lad os i stedet prøve at gøre ovenstående mere konkret og opfinde en til lejligheden ganske fiktiv kontekst, vi kan sætte brugeren i. Lad os antage, at vi er en kommune, som ønsker at øge kvaliteten og effektiviteten i hjemmeplejen hos de borgere, som har behov for sådan hjælp. Lad os derudover antage, at den pågældende kommune har lavet en undersøgelse blandt de borgere, som modtager hjemmehjælp. Lad os også antage, at der i den forbindelse peges på to områder, som kommunen ønsker at styrke. For det første oplever borgerne, at der ikke er tid til dem. Hjemmehjælperne kan dårligt nå at komme indenfor, inden de skal ud af døren igen. For det andet er der stor udskiftning i personalegruppen, hvilket betyder at borgerne ikke har mulighed for at opbygge en tillidsfuld og fortrolig relation til hjemmehjælperne. Hvordan kunne man opstille et princip, som imødekommer dette? Mit bud ville være noget i tråd med:
Vi sender aldrig en sundhedsfaglig person alene ud til en borger, som ikke kender borgeren godt på forhånd.
Er du i tvivl om hvad det betyder? Forhåbentlig ikke. Vil man som ledelse være i tvivl om, at hvis man sender en ny vikar ud på egen hånd til en borger, så forbryder man sig mod ovennævnte princip? Nej.
Er det et arkitekturprincip? I høj grad, fordi princippet sætter rammer for den ønskede forandring i den pågældende kommune. Princippet vil man med fordel kunne nedbryde i mere konkrete krav til eksempelvis et vagtplanlægningssystem som en del af realiseringen af det overordnede strategiske mål.
Så her er der et princip, som medfører en række krav til, hvorledes den pågældende kommune skal organisere arbejdet i sin ældrepleje og hjemmehjælp, og hvor det er tydeligt, hvad der er i tråd med princippet, og hvad der vil være i uoverensstemmelse med det. Det betyder ikke, at princippet er let at imødekomme for kommunen, men sådan er det nu engang med principper, som skal bruges til at skabe reel forandring; det er ikke altid let.
