Hawkpower 4x

Skrevet 30/9-2017 af

Lars Handrup

 

Bogklubben blev denne gang udfordret på en praktisk tilgangsvinkel, idet Lars Høgsted på eget initiativ havde valgt at sætte sit Internet of Things (IoT) hobbyprojekt Hawkpower 4x under bogklubbens kyndige behandling.

 

Lars har designet en digitalstyret strømskinne til brug for automatisering af hjemmets elektriske enheder, bl.a. som intelligent tænd/sluk ur til lys. Intelligensen i prototypen er bygget vha. nyeste udgave af Raspberry Pi (Zero W) samt elektriske komponenter i form af relæer, lysdioder og knapper. 

 

Den fungerende, initielle prototype går under navnet Hawkpower 4x og er designet med udgangspunkt i Don Normans principper for brugervendt design.

 

Bogklubbens formand Martin S. Corneliussen styrede os på vanlig professionel og entusiastisk vis igennem forløbet. Martin sikrede et skarpt fokus på at efterprøve designet af prototypen samt en målrettet diskussion af den konceptuelle model og anvendelsen af signifiers mv. i overensstemmelse med bogens designprincipper.

 

Optiminions

Bogklubben havde ingen forhåndskendskab til prototypen og gik engageret til opgaven med at give Lars Høgsted konstruktiv feedback.

 

Bogklubben konkluderede, at Lars er kommet langt med designet, men at der fortsat er forbedringsmuligheder. Lars' udfordring bliver her, at der i de anvendte styringsteknologier er en række tekniske begrænsninger, der indsnævrer mulighederne for at vælge de lette designløsninger.

 

Vi glæder os til ved en anden lejlighed at få lov til at høre mere om Lars' spændende IoT udviklingsprojekt og se næste version af Hawkpower 4x.

 

Som altid er bogklubbens møder, med Martin ved roret, livlige, skarpe og med højt humør. Og så var det fedt, at vi denne gang kunne få et hands-on afsæt for drøftelserne.

 

Tak til Martin for endnu et godt møde i bogklubben, samt ikke mindst tak til Lars Høgsted for at stille Hawkpower 4x til rådighed!